Udskriv

Kl. 9.30 den 9. oktober mødte 38 morgenfriske deltagere op i Terminal 2´s vestlige ende, hvor vi blev mødt af 2 unge velinformerede guider fra AirportTours.

Det 2½ timer lange besøg startede med en kort introduktion til lufthavnen, der med start i 1925 er verdens første civile lufthavn. Begyndelsen var beskeden med kun 400 passagerer om året, terminalen var et lille træhus, og man fløj kun vandfly til Malmø. Siden er det gået stærkt. Københavns lufthavn har nu mere en 30 mio. passagerer om året, 23.000 ansatte og et areal på 12 mio. m2. Lufthavnen vokser stadig og er nu under udvidelse for 25 mia. kr. (svarende til prisen for en Storebæltsbro), idet målet er at nå 40 mio. passagerer om året i 2025 eller 100.000 gange så mange, som ved indvielsen 100 år tidligere.

Sikkerheden var i højsædet: Det blev nøje tjekket om alle havde husket billedlegitimation, og vi blev udstyret med blå overtræksjakker og identifikationskort. Derefter skulle vi gennem den almindelige sikkerhedskontrol, hvor vi blev tjekket ind i lufthavnen sammen med dagens flyrejsende. I afgangshallen vandrede vi den enorm lange vej til den østlige ende af afgangsterminalerne, hvor en bus ventede på os.

Nu startede en 32 kilometer lang tur på lufthavnens område. Først så vi flyfingrene B og C med masser af fly. For enden af finger C er standpladsen for verdens største fly, dobbeltdækkeren Airbus 380, der vejer 600 tons. Det har været nødvendigt at udvide landingsbanen og forstærke fundamentet ved gaten for at kunne modtage flyet. Det ankommer dagligt fra Dubai ved 12-13-tiden.

Efter et kort stop ved det kongelige venteværelse gik turen forbi flyspotstedet hen til den berømte gamle flyterminal tegnet af Vilhelm Lauritzen. Terminalen blev indviet i 1936, men den lå i 1999 i vejen for påtrængte lufthavnsudvidelser. Det blev besluttet at forsøge at bevare terminalen og den 110 meter lange og 2600 t tunge terminal blev en nat rullet henover landingsbanerne på specialbyggede blokvogne til den nuværende placering.

Der var desværre ikke tid til at besøge terminalen, og turen gik videre til lufthavnens imponerende maskinpark på mere end 1200 køretøjer. I Koldhallen så vi de enorme, sneplove og sneslynger. I 8 af årets måneder står 250 mand klar til at rydde sne og hagl i døgndrift.

Vi besøgte herefter brandstationen, hvor kæmpestore køretøjer står klar til at rykke ud på 30 sekunder, hvis alarmen går.

Ude i terrænet så vi aflagte jagerfly og halve passagerfly, som bruges til brandøvelser.

Vi så og hørte om nødstrømsforsyningen, som kan holde lufthavnen ”kørende” i flere timer, hvis strømforsyningen skulle svigte. Vi hørte om den dyre afisning af is på fly vingerne og meget mere.

Desværre kom vi ikke forbi det nye kontroltårn, som er blevet grundigt testet i FORCE´s vindtunneller i Lyngby. Kontroltårnet er udstyret med elektronik for ca. 1 mia. kr.

Til begrænsning af fugle har man sået genmodificeret insektafvisende græs, opsat højtalere med rovfuglelyde, ligesom der er ansat skytter hele året til at skræmme fuglene væk eller skyde dem.

Lufthavnen overvåges af termiske radarer, der kan se alt med en temperatur over 32 grader, så man kan se mennesker og andre pattedyr, der skulle forvilde sig ind på flypladsen.

 

Efter besøget var der frokost i Restaurant Kastrup Strandparks mødelokale med flot udsigt over lystbådehavnen, Øresund og indflyvningsruten til Lufthavnen.

Som om det var planlagt, så vi fra restauranten et par minutter i kl.13 det store Airbus 380 fly ankomme over Øresund og lægge an til landing i lufthavnen.

Det var en perfekt afslutning på lufthavnsbesøget og indledning til servering af en lækker platte med drikkevarer og kaffe.

 

12.10.2019/ahn