Traditionen tro samledes vi igen til denne tilbagevendende begivenhed. 67 festlige medlemmer var mødt frem (70 tilmeldt), og det er rekordfremmøde og minsandten om ikke også Ry, Århus og Odense medlemmerne dukkede op igen, (det er meget imponerende).

Årets frokost forløb med en masse skønt socialt samvær, i år suppleret med nogle festlige sange leveret af Poul Kortegaard og Arne Hasle. Derudover havde Poul fundet en samling af sjove beskrivelser af alderdommens pudsigheder frem. Jo, der var en rigtig god stemning.

Desværre havde vi et ”mandefald” sidst på frokosten, idet vores kære medlem Liff fik et ildebefindende, og måtte køres i ambulance til hospitalet. Efter en nats overvågning var Liff frisk igen og ringede glad næste eftermiddag og erklærede sig helt på toppen igen, (som hun grinende sagde: ”det er utrolig så meget væsen man skal gøre af sig for at få lidt omsorg”).

Som de tidligere år, havde køkkenet igen samlet kræfterne og fået stablet et rigtig flot frokostbord på benene til Seniorklubben, Tak for det!

Verner