Arrangør: Verner

Beskrivelse: Besøg i Davids Samling ved Kongens Have og frokost i Nyboders Køkken

Med kulturen i sigte mødte 43 medlemmer af seniorklubben op til en spændende rundvisning på et af Københavns lidt oversete museer. Over for Kongens Have i Kronprinsessegade 30 ligger en fantastisk bygning indeholdende et væld af kunstgenstande samlet gennem et langt liv af Christian Ludvig David.

Midlerne til både køb af denne bopæl, de mange kunstsamlinger samt i øvrigt også Marienborg ved Bagsværd, (som nu står til rådighed som sommerbolig for siddende statsministre), skabtes fra formuer optjent bl.a. gennem hans virke som sagfører/ højesteretssagfører. Meget aktuelt i forhold til problemerne for den Danske Bank, så var han forsvarer for bankdirektøren for bankens krak i 1922 (dengang Landmandsbanken). Derudover var han aktiv i mange store danske virksomheder og var ophavsmand til flere rengøringsforetagender, som senere er blevet til verdensfirmaet ISS.

Vi blev delt i tre grupper ledet af rundviserne Maja, Anette og Mariette og alle var blændende fortællere. Samlingen består af tre afdelinger, nemlig Ældre Europæisk Samling, Nyere Dansk Samling samt den imponerende Islamiske Samling. På skift fik vi indblik bl.a. i det kostbare ”Meissen porcelæn”, de utrolige ”Roentgen møbler” samt nogle af de meget gamle oprindelige islamiske skrifter, malerier og et overvældendende antal kunstgenstande fra de islamiske dynastier. Museet rummer så utrolig mange interessante historier, som er helt uoverkommeligt at beskrive her.

Besøget må derfor opfattes som en appetitvækker, idet man kun når at blive indviet i en brøkdel af museets spændende indhold, så tag selv derind igen og fordyb jer (der er gratis entre).

Efter dette spændende besøg var der en lille gåtur hen til en af områdets klenodier: ”Nyboders Køkken”. Atmosfæren fra dengang flådens folk boede og færdedes i disse gader var næsten helt intakt og vi fik en dejlig frokost buffet og godt øl eller et glas skøn vin til.

Dette var den sidste sammenkomst i 2018 efter et travlt år med 10 velbesøgte arrangementer.

Håber vi alle ses igen i 2019

Verner