Arrangør: Verner

Beskrivelse: Sommer tur til BAKKEN (med Allan Mylius Thomsen).

Et løfte blev holdt. Nemlig Allan Mylius Thomsens forsikringer om, at han nok skulle skaffe godt vejr til d. 18. juni.

 

Hold da op for en sommerdag/aften vi 39 medlemmer af klubben fik i samvær med ovennævnte kapacitet. Hans fortælleevne og humørfyldte beretning om ”Bakkens historie” bjergtog helt sikkert os alle.

Lige fra de tre fortolkninger af den opståen af de store mængder brændenælder i Dyrehaven. Den første var rettet mod de vovede skøger, som skulle stoppes ved at få brændt deres popo; næste forslag var at de ”kære” planter var fremkommet af mænds urinafgivelse, da det passede med ca. en bajers afstand. Den sidste var nok den rigtige, men derfor var den mindre spændende, at jeg har glemt den!

Vi fik historien om fattigblokken og om Kirstens Piil`s kilder, som en overgang måtte forsynes fra det nærliggende vandværk på grund af at et uheldigt borearbejde havde afbrudt de hellige kilder.

I øvrigt er den gode Mylius medlem af ”Kirsten Piil lauget” hvor man betaler ”Kildeskat” til brug for vedligeholdelse af selve området omkring det hellige vand. Det bør også nævnes her, at han har modtaget prisen ”Bakkens Oscar”.

Efter mange flere festlige udlægninger af bl.a. de kongeliges forskellige jagtindsatser på de fredelige dyr, var det tid et stop ved ”vandhullet” for indtagelse af væske.

Så fortsatte Mylius med tilbageblik over de helt store navne som Tribini, Miss Florens, Pjerrot samt Bakkens Hviles syngepiger, som jo har haft både Grethe Sønck og Cleo på programmet blandt de mange, der igennem tiderne har optrådt på dette enestående sted, som er det eneste af sin art i verden.

Han pointerede også, at her ude på Bakken er alle teltholdere og udskænkningssteder på danske hænder. Ingen Burger-kæder eller lign. har formået at trænge ind, storslået.

Så var det tid til afsked med vores Mylius, som modtog et kæmpe bifald; vi sluttede af på ”Den Hvide Hest” med en rigtig god middag bestående af rejecocktail samt en entrecotebøf.

Sikke en dejlig dag at slutte første halvårs program af med.

Verner